Mange forældre til børn med særlige behov oplever ofte, at deres viden om barnet ikke bliver taget alvorligt af kommunen. - Hvordan vil du sikre, at forældre ses som en ressource og at de bliver hørt?
Jeg har selv arbejdet på det specialiserede socialområde før strukturreformen i 2007 og har desværre oplevet, hvordan området siden er blevet mere bureaukratisk, langsomt og underfinansieret. Det betyder, at både forældre og fagpersoner i dag kæmper med systemet frem for med opgaven. Forældre skal ses som en ressource, ikke som et problem. De kender barnet bedst og skal derfor inddrages tidligt og reelt i beslutningerne. Det kræver, at der bliver givet mere tid og tillid til de ansatte i kommunen, så de kan samarbejde tættere med forældrene i stedet for at bruge kræfter på visitation og dokumentation. Jeg arbejder idag selv på et hospital, hvor vi uddanner forældre til at håndtere børn med kroniske sygdomme og det er meget uhensigtmæssigt, når disse informationer ikke kommer videre til folkeskole eller andre kommunale tilbud. Jeg har herunder arbejdet sammen med folkeskolelærere, der virkelig vil gøre en forskel for elever med type1 diabetes. Men når læreren står alene med 28 børn, er det svært at finde tiden. Derfor skal vi sikre overskuelige klasser, mere støttepersonale ved særlig behov og bedre tværfagligt samarbejde. Først dér får vi et system, hvor både forældre og fagfolk bliver hørt og barnet får den hjælp, det har brug for.
Mange forældre til børn med særlige behov oplever, at de konstant skal være tovholdere i deres barns sag på tværs af forvaltninger i kommunen og på tværs af kommune og region. I BHOV har vi i mange år kæmpet for en kommunal tovholder funktion. - Hvordan forholder du dig til det og hvordan vil du håndtere udfordringen?
Jeg er helt enig i, at det ikke skal være forældrene, der bærer ansvaret for at få systemet til at hænge sammen. Når man samtidig står midt i en presset hverdag med et barn, der har særlige behov, er det urimeligt at skulle koordinere mellem skole, PPR, sagsbehandler, hospital og hjemme. Jeg ved fra mit arbejde på hospitalet, at forældre med kronisk syge børn lider af en stresset hverdag og derfor ofte må tage sygedage for at få dagene til at hænge sammen. Eller endnu værre går ned med stress. Dette er ikke godt nok. Det er synd for barnet, det er hårdt for forældrene. Vi skal kunne løfte dette ansvar bedre.
Mange forældre til børn med særlige behov oplever, at de skal kæmpe meget for den rette hjælp, støtte og det rette tilbud (dagtilbud, skoletilbud og fritidstilbud) til deres børn, hvilket betyder at barnet og familien ender i dybere mistrivsel, end det var nødvendigt. - Hvordan vil du arbejde for at børn får den rette hjælp, støtte og tilbud til den rette tid? - Samt hvordan vil du arbejde for at ventetid i kommunen ikke bliver årsagen til at vi ikke når rette tid?
Enhedslisten er et velfærdsparti og vi vil gerne bruge ressourcer på velfærdsområder i stedet for eksempelvis motorveje m.m. Men vi vil også gerne lave om på de skævheder, som der er i systemet i dag. I dag bruger vi nemlig alt for mange ressourcer på at vente, visitere og dokumentere, mens barnet og familien mistrives. Det er hverken menneskeligt eller fagligt forsvarligt. Jeg mener, at vi skal have langt større fokus på tidlig indsats og lokal overskud til at hjælpe barnet. Det kræver, at ansatte i dagtilbud, skole får både tillid OG budgetterne til at handle hurtigt. uden at skulle igennem unødige lag af godkendelser. Dette er vigtigt for at få hverdagen til at hænge sammen.
Børn og ungeområdet i Aalborg kommune er skåret helt ind til benet og der mangler år efter år økonomi til de børn der har krav på et specialtilbud, men også til de forebyggende indsatser i almenområdet, der skal være med til at ændre almenområdet, så flere børn kan trives og udvikle sig socialt, fagligt og personligt der. - Vil du arbejde for at der afsættes den nødvendige økonomi til både at lave gode specialtilbud og til de forebyggende indsatser i almenområdet? - Hvis ja - Hvordan vil du arbejde for at sikre den økonomi?
JA Enhedslisten har igen og igen foreslået at finansiere velfærden gennem færre prestigeprojekter, færre erhvervshjælpepakker og en mere retfærdig beskatning af de rigeste – for det er sådan, vi sikrer råd til fællesskabets vigtigste opgave: at alle børn får en fair start i livet. Mere lavpraktisk er jeg helt enig i, at børn- og ungeområdet i Aalborg Kommune er skåret helt ind til benet. Det har en lang række negative konsekvenser. både menneskeligt og økonomisk. 1: Børn mistrives, og vi ved, at mistrivsel i barndommen kan sætte spor resten af livet. 2: De ansatte kan ikke nå deres opgaver og bliver stressede og nedslidte. 3: Forældre må stå standby og kæmper for at få arbejde og familieliv til at hænge sammen. Det er både umenneskeligt og dyrt. Jeg kender familier, der gerne vil arbejde, men som er sygemeldte, fordi de ikke føler, at skolen kan rumme deres barn. Det er urimeligt. I min optik er det et tydeligt tegn på, at systemet skal ændres, ikke familierne.
Mange forældre til børn med særlige behov oplever, at de må forlade arbejdsmarkedet helt eller delvist fordi deres barn ikke får den rette hjælp og støtte. - Hvordan vil du gøre for at sikre, at flere forældre kan blive på arbejdsmarkedet ?
Som jeg har nævnt i de tidligere svar, handler det grundlæggende om, at det offentlige får de nødvendige ressourcer til at løse opgaverne og at ansvaret ikke skubbes over på familierne. Når hjælpen og støtten fungerer, kan forældre bevare deres tilknytning til arbejdsmarkedet, og barnet får den ro og stabilitet, det har brug for. Derfor skal vi styrke både de forebyggende indsatser, specialtilbuddene og den tværfaglige koordinering. Ingen forældre skal tvinges ud af arbejdsmarkedet, fordi systemet ikke magter at løfte sin del af ansvaret. Det er hverken rimeligt menneskeligt eller økonomisk.