Mange forældre til børn med særlige behov, oplever ofte, at deres viden om barnet ikke bliver taget alvorligt af psykiatrien. - Hvordan vil du sikre, at forældre ses som en ressource og at de bliver hørt?
Jeg arbejder allerede aktivt for, at forældre til børn med særlige behov bliver taget alvorligt. Gennem mit engagement i Skole og Forældre, skolebestyrelsen og samarbejdet med Behov har jeg haft mange samtaler med forældre, hvor vi sammen har skabt bedre forståelse og samarbejde med systemet. Som medlem af arbejdsgruppen for Bedre mental sundhed for børn og unge i Danske Regioner og som en del af opstart på Bedst for os har jeg arbejdet for at styrke forældrenes stemme i psykiatrien. Jeg var også med i arbejdet med 10-årsplanen for psykiatrien og med til at styrke peer-medarbejdere- netop for at skabe mere inddragelse, forståelse og menneskelighed i mødet mellem familier og system.
Vi har lange ventetider på udredning til børne- og ungepsykiatrien i Region Nordjylland, hvilket betyder at alt for mange børn og unge ikke får den rette hjælp til rette tid. - Hvordan vil du arbejde på at nedbringe ventelisterne til udredning, velvidende at penge ikke kan gøre det alene?
At nedbringe ventelisterne kræver, at vi ser det som et samlet puslespil- ikke kun et spørgsmål om penge. Vi skal bruge både offentlig og privat kapacitet klogt, uddanne og fastholde flere medarbejdere og bringe flere faggrupper i spil. Samtidig skal samarbejdet mellem kommune, forældre, skole og psykiatri styrkes, så børn får hjælp tidligere, før ventelisten vokser. Vi har sat gang i en indsats som støtter pårørende bedre end tidligere.
Vi har i dag et system, hvor de forældre, der har mulighed for at betale selv eller bruge en Sundhedsforsikring, kan få hurtig hjælp til udredning af deres barn, hvorimod de forældre der ikke har råd til at betale selv eller har en sundhedsforsikring, skal vente meget længe. - Tænker du at det er et problem og i så fald hvordan vil du være med til at læse det?
Ja, det er et stort problem- for børns adgang til hjælp må aldrig afhænge af forældrenes økonomi. Jeg har arbejdet og vil blive ved med at arbejde for mere lighed i sundhed ved at styrke den offentlige kapacitet, så flere børn kan udredes i tide. Samtidig skal vi bruge samarbejdet med kommuner, PPR og skoleområdet bedre, så børn får tidlig støtte, før venteliste, ventetider og ulighed vokser. Ingen barn skal falde bagud, fordi familien ikke kan betale sig til hjælp.
Mange forældre til børn med særlige behov oplever ikke at få hjælp fra deres praktiserende læge, når det handler om psykisk mistrivsel. Mange oplever at deres praktiserende læge siger, at de ikke kan henvise til udredning i psykiatrien, fordi de oplever at få tilbagevist deres henvisning. - Hvordan vil du arbejde for at de praktiserende læger bliver bedre til at hjælpe forældre til børn med særlige behov?
Jeg vil arbejde for et tættere samarbejde mellem praktiserende læger, kommuner og børne- og ungdomspsykiatrien, så lægerne ikke står alene med vurderingen. Vi skal sikre klarere retningslinjer, bedre adgang til sparring og tværfaglige vurderingsteams, hvor læger, psykologer og PPR sammen vurderer barnets behov. Det vil styrke lægernes faglige tryghed- og sikre, at flere børn og familierne får den rette hjælp første gang.
Der er trods alt en positiv udvikling i gang i Region Nordjyllands Børne og unge psykiatri med bl.a. Bedst for Os og andre projekter. - Hvordan vil du som politiker bakke op om de positive ting og på den møde være med til at få skabt et bedre arbejdsmiljø, så flere ansatte får lyst til at blive?
Jeg vil bakke op ved at sikre, at de gode initiativer som Bedst for Os får ro, retning og ressourcer til at udvikle sig. Det kræver tillid til medarbejderne, inddragelse af fagligheden og en ledelseskultur, der bygger på åbenhed og anerkendelse. Når medarbejderne mærker, at deres arbejde gør en forskel, og at de bliver hørt og værdsat, skaber vi et arbejdsmiljø, hvor flere har lyst til at blive.





