Mange forældre til børn med særlige behov, oplever ofte, at deres viden om barnet ikke bliver taget alvorligt af psykiatrien. - Hvordan vil du sikre, at forældre ses som en ressource og at de bliver hørt?
Først og fremmest have bisidder med til konsultationerne i psykiatrien. Medbringe en skriftlig beskrivelse af barnet og vanskelighederne udfærdiget af forældre. Heraf skal også fremgå hvilke vanskeligheder hjemmet har og samtidigt, hvad hjemmet allerede har gjort. Og endelig hvilket behov forældrene ser for hjælp. Medbringe udførlig beskrivelse fra egen læge. evt. medbringe psykolog vurdering.
Vi har lange ventetider på udredning til børne- og ungepsykiatrien i Region Nordjylland, hvilket betyder at alt for mange børn og unge ikke får den rette hjælp til rette tid. - Hvordan vil du arbejde på at nedbringe ventelisterne til udredning, velvidende at penge ikke kan gøre det alene?
Udførligt - igen og igen - gøre opmærksom på, at også børn har ventetidsgaranti på en måned. Det betyder, at børn som står på venteliste, har krav på, at regionen finder et tilbud til udredning indenfor 1 måned, evt. i det private. Og Regionen betaler. Jeg opfordrer forældre til at klage til patienterstatningen, hvis børnene ikke opnår ventetidsgaranti.
Vi har i dag et system, hvor de forældre, der har mulighed for at betale selv eller bruge en Sundhedsforsikring, kan få hurtig hjælp til udredning af deres barn, hvorimod de forældre der ikke har råd til at betale selv eller har en sundhedsforsikring, skal vente meget længe. - Tænker du at det er et problem og i så fald hvordan vil du være med til at læse det?
Sundhedsforsikring kan hjælpe familien til gratis udredning af børn i privat regi - men det betyder en uacceptabel ulighed i sundhed for de familier, som ikke har en sundhedsforsikring. Det eneste rigtige svar er, at der ikke skal være venteliste. De familier som ikke har en sundhedsforsikring, kan - indtil forholdene kommer i orden - skifte barnet til Sygesikringsgruppe 2 og derved få barnet udredt i privat regi, uden at det koster familien en formue. I det lange løb er det ikke løsningen. Jeg er også meget opmærksom på børnepsykiatriens afvisninger af børn, som betyder, at mange slet ikke kommer på venteliste.
Mange forældre til børn med særlige behov oplever ikke at få hjælp fra deres praktiserende læge, når det handler om psykisk mistrivsel. Mange oplever at deres praktiserende læge siger, at de ikke kan henvise til udredning i psykiatrien, fordi de oplever at få tilbagevist deres henvisning. - Hvordan vil du arbejde for at de praktiserende læger bliver bedre til at hjælpe forældre til børn med særlige behov?
1. at børn som henvises til psykiatrien fra deres egen læge, bliver afvist, betyder at psykiatrien tilsidesætter Sundhedsloven. Det burde tages op i folketinget af vores landspolitikere. 2. Praktiserende læger gør oftest, hvad de kan for børn i mistrivsel. Kontakter PPR psykolog, skole og socialforvaltning mhp. at få den rette indsats - indtil en egentlig udredning. Forældre kan også selv kontakte både PPR psykolog og socialrådgiver mhp at få afdækket den relevante form for hjælp.
Der er trods alt en positiv udvikling i gang i Region Nordjyllands Børne og unge psykiatri med bl.a. Bedst for Os og andre projekter. - Hvordan vil du som politiker bakke op om de positive ting og på den møde være med til at få skabt et bedre arbejdsmiljø, så flere ansatte får lyst til at blive?
Jeg vil meget grundigt sætte mig ind i de forskellige projekter og vurdere, om de virker. Hvis de gør kræver det selvfølgelig opbakning - også økonomisk. Et bedre arbejdsmiljø opnås kun, hvis ledelsen er dygtig, lydhør og innovativ - altså skal ledelsen stå til regnskab for den måde, man leder på, ansætter og behandler medarbejdere på. Ledelsen skal også være parat til at forlade gamle indgroede rutiner med bl.a. resultatløse mammut konferencer, og give medarbejderne fri til at arbejde hensigtsmæssigt og effektivt. Det vil fremme livskvaliteten hos medarbejderne.





