Mange forældre til børn med særlige behov, oplever ofte, at deres viden om barnet ikke bliver taget alvorligt af psykiatrien. - Hvordan vil du sikre, at forældre ses som en ressource og at de bliver hørt?
I SF mener vi, at et stærkt psykiatrisk system bygger på samarbejde, ikke siloer. Derfor vil jeg arbejde for, at Region Nordjylland bliver pårørenderegion og: -Styrke tværfagligheden, så pædagoger, lærere og forældre inddrages i vurderingen ikke kun læger. -Kæmpe for efteruddannelse af personalet i at inddrage familien og anerkende forældres indsats. Går feedback fra forældre obligatorisk i kvalitetsmålinger. Det handler om respekt og, at "systemet" skal tage forældrenes viden alvorligt.
Vi har lange ventetider på udredning til børne- og ungepsykiatrien i Region Nordjylland, hvilket betyder at alt for mange børn og unge ikke får den rette hjælp til rette tid. - Hvordan vil du arbejde på at nedbringe ventelisterne til udredning, velvidende at penge ikke kan gøre det alene?
I dag er alt for mange på børne- og ungeområdet på venteliste til udredning og behandling i Psykiatrien. Det første, der skal gøres, er, at ingen efterlades i ventetiden. Psykiatrien skal bygges op omkring tryghed og tidlig indsats ikke brandslukning. Derfor vil jeg arbejde for, at Region Nordjylland: -Etablerer ventetidsstøtteforløb i samarbejde med kommunerne, hvor børn og forældre får adgang til rådgivning, samtaler og støttepersoner, mens de venter på behandling. Tilbyder region, kommuner og læger sammen den rette indsats i tide, vil nogle børn og unge kunne undgå at udvikle egentlig psykisk sygdom. Den rette hjælp i kommunerne vil betyde færre på venteliste og dermed hurtigere hjælp til behandling af de børn og unge, som er syge.
Vi har i dag et system, hvor de forældre, der har mulighed for at betale selv eller bruge en Sundhedsforsikring, kan få hurtig hjælp til udredning af deres barn, hvorimod de forældre der ikke har råd til at betale selv eller har en sundhedsforsikring, skal vente meget længe. - Tænker du at det er et problem og i så fald hvordan vil du være med til at læse det?
For den enkelte med sundhedsforsikring er det selvfølgelig lækkert at kunne komme hurtigere til med et presserende problem. For som samfund er det et klart problem, at der på den måde trækkes arbejdskraft, som der er mangel på, ud af vores fælles behandlingssystem.
Mange forældre til børn med særlige behov oplever ikke at få hjælp fra deres praktiserende læge, når det handler om psykisk mistrivsel. Mange oplever at deres praktiserende læge siger, at de ikke kan henvise til udredning i psykiatrien, fordi de oplever at få tilbagevist deres henvisning. - Hvordan vil du arbejde for at de praktiserende læger bliver bedre til at hjælpe forældre til børn med særlige behov?
Jeg vil knokle for at styrke samarbejdet mellem region, kommuner og almen praksis, så de børn og unge, som mistrives, men ikke er reelt syge, får den socialpædagogisk indsats i kommunerne, de har brug for. Psykiatrien skal give den nødvendige hjælp - i form af vejledning og uddannelse - til lægerne i almen praksis og til medarbejderne i kommunerne, så de bliver bedre i stand til at skelne mellem mistrivsel og sygdom.
Der er trods alt en positiv udvikling i gang i Region Nordjyllands Børne og unge psykiatri med bl.a. Bedst for Os og andre projekter. - Hvordan vil du som politiker bakke op om de positive ting og på den møde være med til at få skabt et bedre arbejdsmiljø, så flere ansatte får lyst til at blive?
Det har jeg slet ikke alle gode svar på. Det vigtigste, jeg vil sige i den sammenhæng, er derfor, at jeg vil lytte så det kan høres. Specielt til de organisationer, som arbejder på området og har en dyb indsigt i, hvor udfordringerne er, og hvad løsningerne kan være.





