top of page
277360011_395654341985280_4391499387254815366_n.jpeg

Helle Frederiksen

(A) Socialdemokratiet

Mange forældre til børn med særlige behov oplever ofte, at deres viden om barnet ikke bliver taget alvorligt af kommunen. - Hvordan vil du sikre, at forældre ses som en ressource og at de bliver hørt?

Jeg gør faktisk allerede ret meget på den konto, idet jeg tror på at forældre er eksperter på egne børn. Min erfaring via mit hverdags job bevirker, at jeg ofte har stor gavn af at inddrage forældrene og sammen med dem finde løsninger i forhold til at iværksætte de mest hensigtsmæssige tiltag. Jeg arbejder og tror på at inddragelse generelt fører til bedre løsningsmodeller til gavn for de børn, unge og familier der har behov for støtte og hjælp.

Mange forældre til børn med særlige behov oplever, at de konstant skal være tovholdere i deres barns sag på tværs af forvaltninger i kommunen og på tværs af kommune og region. I BHOV har vi i mange år kæmpet for en kommunal tovholder funktion. - Hvordan forholder du dig til det og hvordan vil du håndtere udfordringen?

Jeg er meget enig i, at det kan være opslidende og en jungle at finde rundt i de forskellige systemer. Jeg tænker det vil være fantastisk hvis der kunne være en tovholder i disse sager. Jeg har tidligere arbejdet lidt sammen med en af jeres fra BHOV for at synliggøre og lette noget af sagsgangen med henblik på at afhjælpe arbejdsbyrden for forældre. Det er et langt sejt træk der skal til og desværre synes det også at være personafhængigt. Jeg kunne se en proces for mig hvor BHOV kunne inddrages således parterne kunne beskrive en idealproces for tovholderfunktionen og efterfølgende arbejde med, hvordan vi sammen kommer i mål. Jeg vil gerne se på løsningsmodeller sammen med BHOV fordi jeg tror på, at det er sammen vi kan løfte opgaven. I er eksperter på, hvad det er i har brug for og vi politikere må få det til at ske.

Mange forældre til børn med særlige behov oplever, at de skal kæmpe meget for den rette hjælp, støtte og det rette tilbud (dagtilbud, skoletilbud og fritidstilbud) til deres børn, hvilket betyder at barnet og familien ender i dybere mistrivsel, end det var nødvendigt. - Hvordan vil du arbejde for at børn får den rette hjælp, støtte og tilbud til den rette tid? - Samt hvordan vil du arbejde for at ventetid i kommunen ikke bliver årsagen til at vi ikke når rette tid?

Jeg bliver rigtig ked af, at forældre oplever at de skal KÆMPE for den rette hjælp og støtte. Det burde ikke finde sted. Vi har en lovgivning og et serviceniveau som der styres efter, dog med udgangspunkt i det enkelte barn og families situation. Det er vigtigt at forebygge og kunne sætte støtte ind i tide netop for at undgå, at hele familien kommer i dybere mistrivsel og som kan risikere at blive en social sag. Jeg har og vil fortsat have fokus på, at børnene og familierne får den rette støtte til rette tid. En stor udfordring synes at være ventetiden og den skal vi hele tiden have fokus på og forsøge at afværge fordi det kan få store følger for hele familien. Personligt ser jeg gerne et endnu stærkere samarbejde mellem Job og Velfærd og Børne og Undervisningsudvalgene således de finder løsninger sammen, med inddragelse af forældre og børn. Samtidig tænker jeg også at der bør være en øvre grænse for hvorlænge man som borger uanset alder skal stå på en venteliste fordi ventetiden er opslidende og uoverskuelig og kan få store konsekvenser for den enkelte samt familiens samlede livssituation.

Børn og ungeområdet i Aalborg kommune er skåret helt ind til benet og der mangler år efter år økonomi til de børn der har krav på et specialtilbud, men også til de forebyggende indsatser i almenområdet, der skal være med til at ændre almenområdet, så flere børn kan trives og udvikle sig socialt, fagligt og personligt der. - Vil du arbejde for at der afsættes den nødvendige økonomi til både at lave gode specialtilbud og til de forebyggende indsatser i almenområdet? - Hvis ja - Hvordan vil du arbejde for at sikre den økonomi?

Ja selvfølgelig vil jeg det. Det har jeg arbejdet for i samtlige godt 20 år jeg har siddet i byrådet. Børn og unge området er en af mine mærkesager. Jeg synes hele tiden, at der arbejdes med at finde veje at gå for at almenområdet kan varetage børn med særlige behov , naturligvis med de fornødne kompetencer. Børn vil gerne ligne alle andre børn derfor er det vigtigt at almenområdet styrkes til dels at kunne udøve forebyggelse og dels at kunne rumme flere børn med særlige behov . Der vil altid være behov for specialtilbud men jeg er overbevist om, at almen området kan styrkes til at rumme flere børn med forskellige behov. Jeg har gennem alle mine år i byrådet bakket op om en bedre økonomi til børn og unge området og nogle budgetår har været bedre end andre. Det er et konstant fokus vi som politikere skal have og der kan tilføres flere penge, bedre økonomi til området, hvis der er penge til det og et flertal i byrådet bakker op om at tilføre området midler. Der skal altid være fokus på børn og unge området både hvad angår økonomi og udvikling af området fordi der altid er plads til forbedringer.

Mange forældre til børn med særlige behov oplever, at de må forlade arbejdsmarkedet helt eller delvist fordi deres barn ikke får den rette hjælp og støtte. - Hvordan vil du gøre for at sikre, at flere forældre kan blive på arbejdsmarkedet ?

Det er en katastrofe at forældre må forlade deres arbejde fordi det på ingen måde gavner familien på den lange bane. Jeg har faktisk rejst lige præcis den problemstilling i forbindelse med budgettet og har anmodet om, at der samarbejdes endnu mere mellem Job og Velfærd og Børn og unge området. Det må og skal kunne gøres bedre. Vi må ikke som system bidrage til at skubbe familier helt derud, hvor de kan ende med at blive til en socialsag udelukkende fordi systemet har været for langsomt. Jeg går ind for at vi som system laver flere håndholdte tiltag, hvor et barn, en familie skal have mere støtte ud fra en helhedsvurdering af familiens samlede situation og i hele forløbet indtil der er igangsat planer i forhold til at barnet igen kan komme i dagtilbud, skole eller andet relevant tilbud således forældre kan passe deres arbejde i mest mulig omfang.

bottom of page